Forårsvejret tager en gedigen pause i den kommende uge

Vejret mandag ligner weekendens, men flere frontsystemer gør, at både sol og tocifrede temperaturer må vige for ustadigt og køligere vejr

Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Det forårsagtige vejr med tocifrede plusgrader og solskin holder en pause i ugen, der kommer.

Sådan lyder beskeden fra Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved DMI.

- Det har jo været en usædvanlig flot weekend, men forårsfornemmelserne må pakkes væk en kort stund. Det bliver ustadigt de kommende dage, forklarer han.

Selv om mandagen nogenlunde holder stilen fra weekenden, så slår det ret hurtigt om. Særligt de vestlige dele af landet vil fra tirsdag opleve et tungere skydække og lavere temperaturer.

- Der kommer en koldfront ind over Jylland mandag aften, og det kan give regn. I det hele taget skal vi forvente skiftende vejrtyper, siger Frank Nielsen. 

Endnu et frontsystem kommer nemlig ind over hele landet onsdag, og det kan give betydelig nedbør i det meste af landet, men særligt i de østlige dele af landet helt til torsdag.

Ifølge Frank Nielsen er det på nuværende tidspunkt svært at se, hvilken vej vinden blæser, når vi nærmer os weekenden.

Der kommer nemlig to konkurrerende højtryk ind med varm luft fra Nordvesteuropa og kold luft fra Skandinavien.

- Begge giver for sig selv relativt stabilt vejr, men vi ligger lige imellem dem. Det gør det uforudsigeligt, lyder det fra meteorologen.

- Det er et slagsmål, der foregår. Det er ikke med byger, men man kan nok godt forvente overskyet vejr og lavere temperaturer under fem grader.

Derfor er det altså ikke uaktuelt at hive den varmere jakke frem hen mod torsdag og fredag - termometeret kommer nemlig ikke meget over fem grader.

/ritzau/