Fond vil have flygtninge ud i metalbranchen

Millioner fra Industriens Fond skal hjælpe Herning-flygtninge i job

Nyt projekt skal få Herning-flygtninge ud i industri-jobs. Arkivfoto
Nyt projekt skal få Herning-flygtninge ud i industri-jobs. Arkivfoto

Industriens Fond går nu ind i et projekt om at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet i industrien. Konkret støtter fonden Projekt Ny Fremtid i Herning med 6,2 millioner kroner.

Projekt Ny Fremtid går ud på at hjælpe flygtninge i Herning ud i metalbranchen, som de kommende år vil mangle flere hundrede nye medarbejdere. Konkret skal op imod 100 nyankomne flygtninge opkvalificeres til metalarbejdere.

Forløbet vil både byde på almindelig danskundervisning, brancherelateret danskundervisning, kompetenceafklaring og -vurdering, samt støtte til både virksomhed og borgere via virksomhedsansatte mentorer.

Projektet løber over en tre-årig periode. Herning Kommune bidrager med 4,2 mio. kr., så projektets samlede økonomiske ramme er 10,4 mio. kr.

Projekt Ny Fremtid er et samarbejde mellem Herning Kommune, LærDansk Herning, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, Herningsholm Erhvervsskole, Dansk Industri, Dansk Metal og en række lokale metalvirksomheder.