Folketingspolitikere til kamp for Abraham

Tre folketingspolitikere ryster på hovedet over beslutningen om at udvise 27-årig, sudansk murerlærling.

Onsdag fortalte TV MIDTVEST om sudanske Abraham Lokoya, der skulle udvises fra Danmark efter ni år i landet. Nu beretter aoh.dk, at lokale folketingspolitikere vil tage sagen op over for justitsminister Mette Frederiksen (A).

- Danmark fører i øjeblikket en politik, hvor vi udviser de rigtige og lader de forkerte blive. Hvis en person har været her i landet i 10 år og passer sit arbejde, så bør han have lov til at gøre sin uddannelse færdig, siger Venstres næstformand, Kristian Jensen.

Abraham Lokoya skal udvises, fordi han kom til landet under sin fætters navn. Men han har været i landet i næsten ti år og er i gang med at tage en uddannelse.

Foruden Kristian Jensen bakker også Andreas Steenberg (B) og Lars Dohn (Ø) op om, at udvisningen af den 27-årige sudaner er forkert.