Folketingsmedlemmer fravælger 1. maj

Mogens Jensen ville hellere til konfirmation, og Ole Vagn Christensen tog på familiebesøg i Nordjylland. Landsdelens socialdemokratiske spidser droppede i år 1. maj-talerne.

010510MogensJensen001.jpg

På arbejdernes internationale kampdag plejer landsdelens fremmeste socialdemokrater at flokkes om talerstolene, men ikke i år. Midt- og Vestjyllands socialdemokratiske folketingsmedlemmer prioriterede i dag anderledes.

Ville hellere til konfirmation

Ole Vagn Christensen tog på familiebesøg i Nordjylland, og mens Jens Peter Vernersen for tre år siden var den socialdemokrat i landet, der talte næstflest steder, overlod han det i år til den nye folketingskandidat Anette Lind. Mogens Jensen talte sidste år hele tre steder og optrådte efterfølgende som konferencier ved 1. maj-arrangementet i Laugesens Have ved Videbæk. Denne gang valgte han at tage til konfirmation på Djursland.

- Jamen, jeg kan kun sige, at jeg jo for første gang i 30 år ikke er til 1. maj, fordi min eneste niece og guddatter skal konfirmeres, og da har jeg så valgt at prioritere hende frem for at deltage i 1. maj, siger Mogens Jensen.

Næstformand som erstatning

Mogens Jensen mener, hans vælgere vil respektere hans valg, og så synes han, midt- og vestjyderne fik en god erstatning i partiets næstformand Mette Frederiksen, der talte i Herning og i Laugesens Have ved Videbæk.Jens Christian Lund var partiets eneste midt- og vestjyske folketingsmedlem, der gik på talerstolen. Det gjorde han kun et enkelt sted, nemlig i Bjerringbro lørdag morgen.