Folketingsmedlem kørte 161 km/t

Folketingsmedlem kørte 161 km/t

Venstres folketingsmedlem Thomas Danielsen mister kørekortet efter at have kørt for hurtigt på motorvejen.

Thomas Danielsen, valgt til Folketinget for Venstre i Struer, havde alt for travlt, da han i ugens løb skulle retur til Vestjylland. På Vestmotorvejen på Sjælland blev folketingsmedlemmet standset af politiet med 161 kilometer i timen, det skriver Dagbladet Holstebro.

Thomas Danielsen kan se frem til en betinget frakendelse af kørekortet og en ny køreprøve, hvor han skal bevise, at han stadig er egnet til at køre bil. Havde folketingsmedlemmet kørt bare to kilometer langsommere kunne sagen være afsluttet med en bøde

Thomas Danielsen erkender at have kørt alt for hurtigt, men siger, at han er uenig i politiets måling, som han nu vil forlange at få udleveret.

- Problemet ved min måling var, at det var bælgragende mørkt, og at betjenten vurderede, hvornår han skulle starte og stoppe stopuret på meget stor afstand. Det holder selvfølgelig ikke, når loven siger, at politiet skal være inden for 100 meter på denne type målinger, siger Thomas Danielsen til Dagbladet Holstebro.

Folketingsmedlemmet håber, at politiet vil droppe sigtelsen, og at en retssag kan undgåes.