Folketingskandidat med stor gæld

Vestjysk kandidat skylder penge til håndværksmestre og har en stor skattegæld. - Jeg gør alt, hvad jeg kan for at betale pengene tilbage, siger hun.

En vestjysk folketingskandidat bliver nu beskyldt for at være uegnet som politiker - fordi hun har rod i sin privatøkonomi.

Susanne Thiim fra Ulfborg er folketingskandidat og byrådsmedlem for Dansk Folkeparti - hun skylder penge til flere håndværkere, har en skattegæld på 240.000 kroner og er registreret som dårlig betaler i RKI.

- Det er en smule mærkeligt at få en derover (til Christiansborg, red.), som ikke har styr på sine egne sager, siger murermester Bent Ørts, der er en af dem, der har penge til gode hos politikeren.

- Jeg vil meget gerne betale

Selv siger Susanne Thiim til TV/MIDT-VEST, at hun gør alt, hvad hun kan få at slippe af med gælden - og at ledelsen i Dansk Folkeparti er orienteret om hendes situation.

- En ting er helt sikkert. Jeg vil meget gerne betale og har virkelig gjort alt, hvad jeg overhovedet kunne. Mens jeg arbejdede på fuld kraft, betalte jeg mellem 13.000 og 17.000 kroner om måneden i afdrag, siger hun.

Susanne Thiim driver en cafe i Ulfborg - og siger, at en lang række udefra kommende faktorer er skyld i hendes problemer, blandt andet en række indbrud og røverier samt en trafikulykke.

Og som den måske vigtigste årsag peger hun på, at bankerne har smækket kassen i.

- Der er ikke ret mange virksomheder, der kan klare sig uden kassekredit, men det har jeg gjort i otte år. Og så bliver jeg udsat for det een gang til og mister det lån, som jeg havde fået tilkendegivelse om, at jeg ville få. Og det er altså ikke sjovt, siger hun. 

Susanne Thiim forklarer her, hvordan hun har fået så stor gæld - og hvorfor hun ikke mener, at det bør påvirke hendes kandidatur:

 

04:37 Luk video

 

03:00 Luk video