Folketingskandidat kan blive væltet

Onsdag aften er der valg af folketingskandidat for Venstre i Vesthimmerland. Det kan betyde et farvel til den nuværende kandidat Per Bisgaard.

PerBisgaard_0.jpg

Folketingskandidat for Venstre i Vesthimmerland, Per Bisgaard, kan i aften blive væltet, når der er valg til kandidatposten. Per Bisgaard sad i folketinget for Venstre i perioden 2007-2011, men blev ikke valgt ind ved det seneste folketingsvalg. Det har været årsag til meget kritik af Per Bisgaard, og i aften skal hans fremtid som folketingskandidat i Vesthimmerland afgøres.

Har mistet tilliden

Kandidatbestyrelsen hos Venstre i Vesthimmerland har ikke længere tillid til Per Bisgaard som folketingskandidat, men Per Bisgaard har nægtet at forlade posten frivilligt. Valget der skulle have været afholdt i maj, blev udskudt i tre måneder, så der var tid til at finde nye kandidater. Det er blevet Maria Christensen fra Frederikshavn og Mette Madsen Dam fra Støvring, der skal kæmpe mod Per Bisgaard.

Se med når TV/Midt-Vest sender direkte fra valget i Haverslev klokken 19.30.