Folketingskandidat giver plads til ny MF’er

Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Folketingskandidat giver plads til ny MF’er

De Konservatives folketingskandidat Stefan Agger fra Lemvig stiller ikke op til Folketinget, så længe den nye MF'er Orla Østerby har pladsen.

Hvis det nye medlem af Folketinget Orla Østerby bliver glad for livet på Christiansborg og ønsker at fortsætte, så står De Konservatives egentlige kandidat Stefan Agger ikke i vejen. 

- Det tilbød jeg med det samme, sådan må det være. Så længe Orla Østerby sidder i Folketinget og ikke ved, om han genopstiller, så er jeg ikke aktiv kandidat, siger Stefan Agger fra Det Konservative Folkeparti.

Stefan Agger afløste Orla Østerby som Det Konservative Folkepartis kandidat til Folketinget i de tre kommuner Holstebro, Struer og Lemvig, efter Orla Østerby ikke blev valgt ind ved seneste folketingsvalg.

Men Orla Østersbys 572 personlige stemmer gav ham pladsen som suppleant. Og da Søren Pape Poulsen for nyligt blev gjort til justitsminister i den nye regering, blev der plads til Orla Østerby på Det Konservative Folkepartis grønne gang på Christiansborg.

Stefan Agger forklarer, at han kun trækker sit kandidatur, fordi Orla Østerby har fået pladsen. Den 37-årige byrådspolitiker i Lemvig stiller formentlig op til Folketinget på et senere tidspunkt.   

- Det kan jeg sagtens forestille mig. Det her sker udelukkende på baggrund af hændelsesforløbet de seneste uger, så det er bestemt en mulighed, forklarer Stefan Agger.

Orla Østerby har ikke taget stilling til, om han fortsætter i Lemvig byråd. Ligesom han vil vente nogle måneder, inden han tager stilling til, om han kan se sig selv stille op til Folketinget en gang til.  

TV Midtvest-magasinet Indblik har fulgt Orla Østerby i de første dage på Christiansborg. Det bliver vist mandag aften kl. 19.30.