Folkeskolen bliver digital

Elektronikken er for alvor rykket ind i klasselokalerne rundt omkring på landsdelens folkeskoler. På Rolf Krake Skolen er digitale hjælpemidler allerede blevet en fast del af undervisningen.

Kristian Hoffmann kigger op på formlerne, der er tegnet på den nye elektroniske tavle i klasselokalet. Han kaster blikket ned på sin mobiltelefon, som han bruger som lommeregner, og taster løs.

Et scenarie, der langt fra er usædvanligt på Rolf Krake Skolen i Holstebro, der er langt fremme i brugen af IT i undervisningen.

- Der er jo masser af udfordringer forbundet med at få elektronik ind i klasseværelset, men jeg synes, det går godt, siger matematiklærer Martin Graversgaard,

Bruger frikvartererne på mobilen

Computere og mobiltelefoner er ikke bare en del af timerne. Det bliver også brugt flittigt i frikvarterene.

-  Vi har normalt 20 minutters frikvarter. Der bruger jeg den normalt hele tiden, siger Frederikke Larsen, der går i 9.a, om sin mobiltelefon.

Men viceskoleleder Claus Mathiesen understreger, at elektronikken først og fremmest skal bruges som hjælpemiddel i timerne, men at der også er grænser.

- Vi gør os ikke forestillinger om, at computeren skal erstatte bogen f.eks.

Ind til videre er det kun elever på mellemtrinet og i overbygningen, der må have mobiltelefoner og bærbare computer med sig i skole.