Folkekirken er for dyr

Det går den forkerte vej for Folkekirkens økonomi. Udgifterne stiger, og der er færre til at betale. Nu skal der spares penge lyder udmeldingen fra Biskop Karsten Nissen.

kirke_0.jpg

Fremover skal vi vende os til, at landsdelens kirker kan være i dårligere stand. Dårlig økonomi gør, at biskop i Viborg Stift, Karsten Nissen, opfordrer menighedsrådene til at skære ned på vedligeholdelsen.

- Det duer jo ikke, at alle pengene bruges til at holde kirken i stand og aflønne kirkefunktionærer. Der skal være penge til det kirken er til for, siger Karsten Nissen

Kirkelukninger ikke løsningen

Siden 2001 er folkekirkens udgifter steget med 500 millioner kroner, samtidig med at medlemstallet er faldet med 50.000. Sognepræst, og medlem af folketingets kirkeudvalg for Dansk Folkeparti, Christian Langballe, mener ikke kirkelukninger er løsningen. Derimod vil han hellere se på lønudgifterne.

- Jeg kan se, at der bliver brugt mange mange lønkroner, hvor man kan sige, at der må noget frivilligt arbejde ind over, siger Christian Langballe.

Folkekirkens hovedindtægtskilde er kirkeskatten, som 80 procent af alle danskere betaler.