Uenighed om FCM efter leder: Folk udefra ser den som en 'træls' klub

Der er stor uenighed om, hvorvidt der er opbakning til FC Midtjylland, efter Tipsbladets chefredaktør skrev en leder om klubben.

Helge Sander og Troels Bager Thøgersen, chefredaktør på Tipsbladet, er uenige om opbakningen til FC Midtjylland. Foto: TV MIDTVEST

FC Midtjylland har stor succes på fodboldbanen. Klubben har vundet to danske mesterskaber og en pokaltitel, og i skrivende stund er 'ulvene fra heden' nummer et i Superligaen.

FC Midtjylland har svært ved at slippe ud af andres fortælling om, at man er en træls klub

Troels Bager Thøgersen, chefredaktør, Tipsbladet

Men det er ifølge Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, ikke nok til, at FC Midtjylland er blevet lettere at holde af efter en start, hvor klubben blev set som den frække dreng i klassen. Det slår han fast i en leder bragt i Tipsbladet.

Læs også FC Midtjylland henter Lasse Vibe i Sverige

Her sætter chefredaktøren blandt andet fokus på, at FC Midtjylland, ifølge ham, køber sig til resultater, hvilket er en af grundene til, at FCM udefra bliver set som ’en træls klub’.

- FC Midtjylland har svært ved at slippe ud af andres fortælling om, at man er en træls klub, der er blevet stor og stærk ved at gå til grænserne og ikke har nogen reel opbakning eller kultur, skriver Troels Bager Thøgersen i sin leder.

Den observering er Helge Sander, tidligere direktør i Herning Fremad og nuværende fan af FC Midtjylland, dog langt fra enig i.

- Jeg har aldrig hørt de synspunkter, og jeg mener heller ikke, at der overhovedet er dækning for det, siger han til TV MIDTVEST.

Uenighed om opbakning

Lederen i Tipsbladet kommer som optakt til topopgøret i Superligaen på søndag, hvor FC Midtjylland hjemme på MCH Arena tager imod FC København i et opgør mellem rækkens nummer et og nummer to.

At sådan et opgør kan lade sig gøre skyldes ifølge Troels Bager Thøgersens leder et stort forbrug af penge. Derfor er der en opfattelse udefra, at der er en duft af plastik. Det vil sige, at klubbens resultater er kommet via økonomiske investeringer og ikke gennem klubånd.

- Det er det indtryk, som andre klubbers fans har. Jeg deler det ikke personligt, men det er stadig den fortælling og det indtryk, som der er omkring en klub, der kun er 20 år gammel og som nogle gange har haft svært ved at få opbakning og lydkulisse på stadion, siger Troels Bager Thøgersen.

Læs også Solbakken sender stikpille mod Herning inden topbrag

Heller ikke her er Helge Sander enig med chefredaktøren. Når han går på stadion i Herning, er det med stor opbakning fra fans og erhvervslivet.

- Det er vigtigt at understrege, at det også er det, der er gældende i dagligdagen. det er derfor, jeg blev så vred på tipsbladets chefredaktør, når han begynder at nedgøre FC Midtjylland med, at der ikke er lokal opbakning og lokal kultur. Det er noget forfærdeligt vrøvl. Godt nok er vi meget unge i Superligaen, men der er meget kultur og opbakning, siger Helge Sander.

Topkampen mellem FC Midtjylland og FC København spilles søndag klokken 18.00.

02:13

Er der opbakning til FC Midtjylland? Det er Helge Sander og Tipsbladets chefredaktør uenige om. Se indslag om det her.

Luk video