Fan gennem 30 år: For første gang har Tage selv prøvet at køre Tractor Pulling

Tage Venner Jespersen fra Lem har i årtier fulgt Tractor Pulling. Men han har aldrig selv siddet bag rattet. Før nu.

02:23

Det var en spændt og koncentreret Tage Venner Jespersen, der satte sig bag rattet på "Grusomme Mig". Video: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

Læs også Fuld overarm! Titusindvis af hestekræfter slippes løs i Brande

I 1980'erne tog Tage Venner Jespersens storebror ham med til traktortræk for første gang. Siden har Tage fulgt den højlydte motorsport.

- Så fik jeg kørekort, og så kunne jeg køre til stævnerne. Det er støj og larm – man tager sgu ikke til traktortræk med høreværn, sagde én engang til mig, forklarer Tage Venner Jespersen til TV MIDTVEST.

En sensommerdag i august 2019 skal Tage Venner Jespersen have sin største oplevelse med Tractor Pulling. Han skal selv prøve at trække i forbindelse med forberedelserne til EM i Brande i weekenden.

På tredje forsøg fik den 51-årige superfan fra Lem gang i hjulene. Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

- Det bliver da den største oplevelse i mit liv. Det knurrer da lidt i min mave, griner Tage Venner Jespersen, inden han sætter sig bag rattet i "Grusomme Mig".

Egentlig skulle Tage Venner Jespersen denne dag have været til stumpemarked, men det aflyste han selvfølgelig, da mulighed for selv at trække bød sig.

1.... 2.... 3. gang lykkes det

Selvom det blandt Tractor Pulling-nørderne er en kendt sag, at konkurrencerne først og fremmest vindes hjemme i værkstedet ved at tune og optimere traktorerne bedst muligt, så er det ikke bare lige at sidde bag rattet på sådan en traktor.

Sådan dækker TV MIDTVEST weekendens EM

Almindeligvis ville vi lave tv og sende det i vores fjernsyn. Men denne gang prøver vi noget helt nyt. For vi vil gerne invitere dig som bruger til selv at sammensætte netop den udsendelse, du gerne vil se. Vi dækker klasserne, Pro Stock og Heavy Modified. 

 

Tanken er, at du kan vælge mellem fire kameraer: Banen, kommentatorboksen, blandt publikum og i ryttergården.

 

I kommentatorboksen sidder Jimmy Bøjgaard og medkommentator Rasmus Skou, der guider dig gennem de forskellige træk. Indimellem kommer der også gæster forbi, som fortæller om deres forhold til og passion for Tractor Pulling.

 

Jimmy Bøjgaard & Co. leverer også lyden til kameraet rettet mod banen, hvis du bare gerne vil se noget træk.

 

Blandt publikum drøner en reporter og fotograf rundt og finder alle de gode historier. På tilskuerrækkerne, uden for toiletvognen og ved ølteltet.

 

I ryttergården holder holdene til før, under og efter trækkene. Her nørder en reporter og fotograf med alle dem, som drømmer om Full Pull og EM-succes.

 

Tryk dig ind på tvmidtvest.dk lørdag den 7. september, hvor det for en stund kommer til at larme som aldrig før. Vi sender kl. 15.30-19.30.

Se mere

Tage Venner Jespersen skal da også lige vænne sig til et andet koblingspunkt i "Grusomme Mig" i forhold til sin egen bil. Og det koster et par mislykkede forsøg. Men som bekendt er tredje gang lykkens gang.

- Det er satme fed. Jeg kan godt forstå, at de synes, det er sjovt at køre traktortræk. Hold da kæft, siger han efter succes-trækket.

Billedet taler næsten for sig selv. Det var en stor oplevelse. Foto: Majbrit Oddershede Bach, TV MIDTVEST

Faktisk trækker Tage Venner Jespersen 'Full Pull'. Det vil sige, at han trækker slæden, der bliver tungere i løbet at trækket, minimum 100 meter hen ad banen.

- Nu har man forståelse for, hvad det kræver, afslutter han til spørgsmålet om, hvad han kan bruge oplevelsen til, når han er tilbage i sin vante rolle som publikum ved weekendens EM i Tractor Pulling.

02:57

I 30 år har Tage Jespersen været fan af Tractor Pulling. Nu får han selv lov at sidde bag rattet.

Luk video