Første del af motorvejen åbner til maj

Den 28 maj åbner det første stykke af den nye motorvej mellem Holstebro og Herning.

motorvej.jpg

Nu har Vejdirektoratet sat en dato på, hvornår man for første gang kan køre på et stykke af den nye motorvej mellem Holstebro til Herning. Den 28 maj åbner de første ti kilometer fra Snejbjerg til Sinding - som får tilnavnet Messemotorvejen.

Det første stykke af den 39 kilometer lange motorvej skal  gøre det nemmere at komme ud til det nye supersygehus i Gødstrup, og så skal det afhjælpe trafikken på Tjørring Hovedgade.

Den nyudnævnte transport-, bygnings og boligminister, Ole Birk Olesen (Liberal Alliance), er glad for at have en dato på plads. 

- Jeg er rigtig glad for, at Messemotorvejen nu snart er klar til at åbne. Vejen bliver en vigtig adgangsvej til det nye regionshospital i Gødstrup. Desuden vil den gøre adgangen til det overordnede motorvejsnet nemmere for trafikanter, der kommer nord- og vestfra. Det er meget positivt, at motorvejen åbner til foråret – helt efter planen, siger han i en pressemeddelelse.  

Det har taget knap tre et halvt år og kostet 3,8 milliarder at bygge motorvejen og Vejdirektoratet forventer, at hele strækningen fra Herning til Holstebro er klar til at blive taget i brug i 2018.
 

Oversigt over motorvejen mellem Holstebro og Herning
Oversigt over motorvejen mellem Holstebro og Herning
Foto: Vejdirektoratet