Fødevarestyrelsen advarer mod kød fra ulovlig slagter

Kød, der skulle have været destrueret på grund af sundhedsrisici, kan i stedet være havnet i forbrugeres kummefrysere.

Arkivfoto

​Fødevarestyrelsen advarer forbrugere, der har købt eller modtaget okse-, lamme- eller svinekød fra en ulovlig slagter på adressen Brejninggårdsvej 24, 6920 Videbæk om at kassere det, fordi kødet kan være fordærvet eller inficeret med sygdomsfremkaldende bakterier.

Tidligere på måneden var Fødevarestyrelsens rejsehold på kontrolbesøg på adressen. Her fandt de kødet og beslaglagde det i et forseglet kølerum på adressen til senere destruktion under Fødevarestyrelsens opsyn. Ved et opfølgende besøg fredag den 15. april var forseglingen brudt og kødet fjernet. Derfor kan det ikke afvises, at kødet er kommet ud til forbrugerne.

Dyrene, som er et kreatur, to grise og tre lam, er slagtet under uhygiejniske forhold og uden om Fødevarestyrelsens kontrol. Det betyder blandt andet, at embedsdyrlægen ikke har tilset dyrene før eller efter slagtning, ligesom det er uvist, hvor dyrene stammer fra. Derfor kender Fødevarestyrelsen ikke til dyrenes sundhedstilstand, før de blev slagtet.

Fødevarestyrelsen vil anmelde sagen til politiet.