Grise-eksport: Fødevareminister svarer vrede grise-eksportører

I dag svarede fødevareminister Mogens Jensen på den kraftige kritik han har modtaget fra grise-eksportørernes brancheforening.

Mogens Jensen er begejstret for, at han nu kan kalde sig minister for fire områder. Foto: TV2

I juli fortalte TV MIDTVEST om Carlo Vendelbo og hans 680 grise, der var strandet i en eksportstald i Tjele. Nye regler udsætter nemlig  svinetransporterne i 48 timer, hvis vognmanden laver bare en lille ændring i sine planer for transporten.

Læs også Griseeksportører til krisemøde: Ministeren svarer ikke på vores opråb

For Carlo Vendelbo betød ventetiden, at hans polske kunde sprang fra. Grisene blev først reddet af en italiensk kunde blot halvanden time før de skulle aflives.

Den historie har bragt sindene i kog i Grise-eksportørernes brancheforening, der kræver handling fra fødevareminister, Mogens Jensen: 

- Det skaber stor krisestemning, siger Søren Westergaard, der er repræsentant for Brancheforeningen Sammark.

  Foto: Poul Gerner

Og den dårlige stemning kan udvikle sig. Branchen frygter nemlig, at kunder vil se bort fra danske grise på grund af for lange transporttider. 

- Vi mangler hensyn til, at vi også har et erhverv, som skal fungere. Selvfølgelig skal kontrollen være der, men vi har også en hverdag med kunder der skal hænge sammen, siger Søren Westergaard. 

Sagen med Carlo Vendelbo kostede i følge ham selv 100.000 kr. i omsætning. 

- Det er magtliderlighed, at man skal bruge 48 timer på at ændre 6-8 bogstaver i en logbog når turen ikke er ændret, siger Carlo Vendelbo. 

Og brancheforeningen er enige. På den baggrund har de skrevet et brev til fødevareminister Mogens Jensen.

- Jeg synes at ministeren skal være lydhør, vi har forsøgt at råbe ham op i tre uger og kan ikke komme i kontakt med ham. Det synes jeg er for dårligt, siger Søren Westergaard. 

Måske løsning sidst på året 

Men i dag var der så endelig et svar fra Fødevareminister, Mogens Jensen: 

- Det handler selvfølgelig om at sikre grisenes velfærd. Men er der ting der er uhensigtsmæssige i den ordning, der er etableret under den tidligere regering, så er jeg selvfølgelig også åben overfor at vi kan ændre på det, når vi skal evaluere ordningen sidst på året. 

Læs også Grisetransportør slipper for at aflive 680 grise - er blevet solgt til Italien

Og ministeren er også åben overfor et møde med den frustrerede branche: 

- Jeg har sat mit system til at arrangere et møde med dem, så jeg kan få deres udlægning af sagen. 

Så nu venter Søren Westergaardog resten af branchen altså på det møde. Indtil da understreger han, at ordningen ikke holder: 

- Vi synes det skaber negativ dyrevelfærd, fordi dyrene bliver nogen gange taget som gidsel i noget papirarbejde, slutter Søren Westergaard.