Fødevareminister: Æggeskandale skal ikke ske igen

Esben Lunde Larsen vil på et møde med EUs fødevareministre tirsdag arbejde for, at der ikke bliver en gentagelse af æggeskandalen fra august.

Æg Holland
Foto: Francois Lenoir / Scanpix

For lidt over en måned siden opdagede man, at der kom æg ind i Danmark, der var forgiftede med insektmidlet Fipronil. Æggene stammede fra en belgisk underleverandør til Danæg Products.

Alle EUs fødevareministre mødes tirsdag i Bruxelles for at snakke om netop denne æggeskandale, der ramte store dele af Europa i midten af august. 

På ministerkonferencen forventes ministrene at afklare, hvordan EU-landene fremover skal håndtere fødevarekriser som æggesagen. 

Fødevareministeren ønsker forbedret kommunikation landene imellem, så sager som denne hurtigere bliver løst. 

- Vi skal altid kunne være trygge ved vores fødevarer. Og det kan vi jo som regel også. Netop derfor rammer en sag som denne meget hårdt. Tilliden til fødevarer er meget vigtig for vores forbrugere og hos eksportmarkederne. Derfor skal disse sager løses så effektivt som muligt, sagde Esben Lunde Larsen inden mødet. 

I Danmark var problemet med æggene aldrig særligt stort, da det ulovlige stof ikke blev brugt i Danmark, og de mængder, der blev fundet i æggene fra Belgien, ikke var skadelige. 

På Holstebro Sygehus var man d. 11. august nødt til at smide æggemadderne ud, som man havde gjort klar til patienterne pga. æggesagen. 
På Holstebro Sygehus var man d. 11. august nødt til at smide æggemadderne ud, som man havde gjort klar til patienterne pga. æggesagen. 
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Efter sagen kom frem i lyset har mange EU-lande undersøgt, hvor mange bedrifter, der har brugt Fipronil. Der er ikke fundet brug af Fipronil i Danmark, hvilket glæder ministeren. 

- Vi kan være tilfredse med, at alt tyder på, at danske æggeproducenter ikke har brugt de ulovlige midler. Derfor har vi ikke på noget tidspunkt konstateret fipronil i æg, der er lagt i Danmark, og det er jeg vældig glad for, siger Esben Lunde Larsen. 

Der er pt. blevet fundet spor af Fipronil i æg fra 10 EU-lande.