Fodgænger slap meget heldigt: Ramt af flugtbilist

Politiet leder efter en hvid Toyota Aygo med skader på forruden.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Midt- og Vestjyllands Politi beder om hjælp til at finde en flugtbilist, der tidligt søndag morgen stak af fra et færdselsuheld i Herning. 

Vagtchef Jan Nørrum oplyser, at det formentlig drejer sig om en hvid Toyota Aygo, der ramte en fodgænger i krydset ved Nørregade og Nygade klokken 05.36.

- Ud fra vidners forklaringer vurderer vi, at bilen kørte 60-70 kilometer i timen. Fodgængeren er ikke kommet alvorligt til skade, og det må siges at være særdeles heldigt hastigheden taget i betragtning, siger vagtchefen.

Vidner så en hvid Aygo med sorte stafferinger og et hul i forruden forlade stedet. Politiet har efterfølgende ledt efter bilen, men i første omgang uden held.

Fodgængeren er en 19-årig mand fra København.

Oplysninger i sagen kan gives til politiet på telefon 114.