Fodgænger kvæstet af knallert - nu er en 37-årig mand sigtet

Tip fra offentligheden hjalp politiet til et gennembrud i sagen. Den sigtede nægter sig skyldig.

Lene Kjærgaard brækkede kindbenet og fik en alvorlig hjernerystelse, da hun blev ramt af knallerten.
Lene Kjærgaard brækkede kindbenet og fik en alvorlig hjernerystelse, da hun blev ramt af knallerten.
Foto: Privat

Midt- og Vestjyllands Politi ser ud til at have fået et vigtigt gennembrud i jagten på de to mænd, der den 28. september på en knallert ramte og kvæstede en kvindelig fodgænger i Silkeborg.

- Vi har anholdt en 37-årig mand fra Silkeborg og sigtet ham for at overtræde straffelovens paragraf 252, der handler om at forvolde fare for andres liv eller førlighed, oplyser vagtchef Henrik Nielsen.

Sagen har fået stor opmærksomhed i offentligheden - ikke mindst efter at den kvindelige fodgænger Lene Kjærgaard stod frem i TV MIDTVEST og fortalte om påkørslen, der skete ved højlys dag midt i Silkeborg.

Brækkede kindbenet

Lene Kjærgaard havde netop krydset vejen, da hun blev ramt af en knallert, der kørte i den forkerte retning på cykelstien. Hun brækkede kindbenet og fik en kraftig hjernerystelse.

- Hvis nogen kommer til skade, bliver man og hjælper - specielt hvis man er årsag til det. Så stikker man da ikke bare af, sagde hun.

Politiet offentliggjorde et overvågningsbillede af de to mænd på knallerten, og tip fra offentligheden var med til at lede opmærksomheden hen mod den 37-årige mand, der nu er sigtet i sagen.

Det var ifølge politiets sigtelse den 37-årige, der kørte knallerten. Han nægter sig skyldig og blev løsladt efter endt afhøring. Politiets jurister mente ikke, at der var grundlag for at kræve ham fremstillet i et grundlagsforhør, men han kan, hvis sagen også ender med en tiltale, senere se frem til en tur i retten.

Politiet har endnu ikke fundet manden, der sad bag på knallerten.