Fødevareadvarsel i Thy

Fødevarestyrelsen lukkede tirsdag et ulovligt slagteri i Thy og advarer forbrugerne om at spise kød fra stedet.

svineslagteri-kroppe2.jpg

Tirsdag stødte Fødevarestyrelsen på en større mængde slagteaffald på en ejendom i Thy. I alt 11 hoveder og skind fra grise, får, geder og heste var pakket ind i plastik og, i modstrid med reglerne, placeret i skraldespande til den almindelige dagrenovation. Kødet fra de slagtede dyr befandt sig ikke længere på adressen, men er solgt til forbrugerne.

Fødevarestyrelsen vurderer kødet som uegnet til menneskeføde, da slagtningen er foregået under uhygiejniske forhold og uden den lovpligtige kontrol. Heller ikke dyrenes sygdomshistorik og eventuelle medicinering er dokumenteret.

Fødevarerejseholdet har politianmeldt slagteren med påstand om bøder for ulovlig slagtning, ulovligt detailsalg, uhygiejniske forhold samt ukorrekt bortskaffelse af affald. Desuden beslaglagde politiet under kontrollen mandens slagteudstyr, herunder en større mængde knive.

Fødevarestyrelsen advarer forbrugere, der har købt eller modtaget svinekød, hestekød, lammekød eller gedekød fra adressen Tøttrupvej 7, 7752 Snedsted.