Fodervirksomhed står i flammer på sjette time
En nedlagt fodervirksomhed i centrum af Bedsted i Thy står i flammer. Brand og Redning har arbejdet på stedet siden kl. 4:00.
Brandstation Hurup modtog natten til fredag et opkald om, at den nedlagte foderstofvirksomhed på Linnetsgade i Bedsted stod i lys lue.
- De har været i gang med at rive nogle bygninger fra den gamle fodervirksomhed ned. Men kl. 4 gik der brand i alt det træ, de har hevet ud af bygningen, og så bredte ilden sig hurtigt til en stor lagerhal, fortæller Lars Bjørndal, der er indsatsleder i Thisted Kommune.
Hurtigt fik Brandstation Hurup hjælp fra både Nykøbing og Thisted, ligesom også politiet og Beredskabsstyrelsen rykkede ud.
- Det brændte virkelig, virkelig kraftigt, så vi var nødt til at ringe efter assistance. Bare det at få vandforsyning nok har været svært, fortæller indsatslederen i telefon fra stedet, mens han dirigerer brandfolkene på stedet.
I løbet af natten har 30 mand kæmpet for at slukke ilden. Især en silo, der truede med at vælte ned i de brændende bygninger voldte problemer. Den er fredag morgen blevet væltet, og slukningsarbejdet er fortsat i gang.
Polti måtte vække naboer
I løbet af natten måtte politiet vække alle i nabolaget, fordi der var fare for at branden kunne sprede sig.
- Der så meget så mange flyvegløder i luften, der landede på naboernes tage. Derfor havde vi politiet ude for at vække naboerne, så de kunne holde øje med, at der ikke gik ild i deres huse, fortæller Lars Bjørndal.
Indsatslederen forventer, at slukningsarbejdet vil fortsætte indtil på den anden side af kl. 12:00.
Her på siden kan du inden længe se videoer fra nattens og morgenens slukningsarbejde.
NB! Vestervigvej er spærret i begge retninger, mens slukningsarbejdet pågår, idet den bruges til vandforsyning.