Fodbold: Grækerne var klart bedre

FC Midtjylland er formentlig færdig i europæisk fodbold i denne omgang, efter holdet torsdag tabte 1-4 på udebane til græske Panathinaikos.

FCM_logo_flag1.jpg

Selvom FC Midtjylland fik en drømmestart med en tidlig føring i gårsdagens playoff-kamp til gruppespillet i Europa League, er midtjyderne nu formentlig færdige i europæisk fodbold i denne omgang. Kampen endte nemlig 4-1 på udebane til græske Panathinaikos.

Et begået straffespark hjalp modstanderen tilbage, og i anden halvleg blev Erik Sviatchenko udvist, hvilket irriterede FC Midtjyllands træner.

Uacceptabelt og ringe

- Det er uacceptabelt og for ringe. Vi laver et tåbeligt straffe og får et tåbeligt rødt kort. Det er umodent, og det kan du ikke komme langt med på det her niveau, siger Glen Riddersholm til Ekstra Bladet.

Midtjyderne havde særligt svært ved at stoppe Marcus Berg. Svenskeren scorede hattrick for grækerne. Men ikke kun han overmatchede midtjyderne.

Grækerne bedre på alle parametre

- Vi taber på alle parametre i dag. De er stærkere, hurtigere, og så spiller de på et niveau, vi har svært ved at modstå, erkender Riddersholm.

Dermed har FCM brug for et mindre mirakel, når der er returkamp i Herning på torsdag.

/Ritzau