FN hædrer Grundfos med fornem klimapris

Grundfos vinder en prestigefyldt award. Prisen bliver givet for virksomhedens vandløsning, Lifelink.

grundfos6.jpg

Grundfos har høstet en stor fornem pris for den bæredygtige vandforsyning, Lifelink. Grundfos har udviklet en teknologi, som giver nogle af verdens fattigste lande adgang til rent drikkevand. Samtidig med at Grundfos' produkt forsyner lande som Kenya og Uganda med vand, så skåner det miljøet. 

Under klimatopmødet i Paris bliver Bjerringbro-virksomheden hædret af FN med den prestigefyldte United Nations' Momentum for Change Lighthouse Activity Award. Prisen vækker stor begejstring ved Grundfos. 

- Prisen bekræfter os i, at det giver god mening at udtænke intelligente, bæredygtige, pålidelige og langtidsholdbare løsninger, der kan forbedre livskvaliteten for mennesker i udviklingslande ved at sikre dem rent vand til en overkommelig pris, siger koncernchef Mads Nipper i en pressemeddelelse.

Mere end 450 initiativer konkurrerede om FN-prisen. De 16, der fik den, bliver udstillet under topmødet.