Flyvestation Karup mister vigtig enhed

Flyvestation Karup mister vigtig enhed

Forsvarets auditører skal efter planen samles i København - københavneri af værste skuffe, siger folketingsmedlem.

En lille, men vigtig enhed ser ud til at forsvinde fra Flyvestation Karup.

Det drejer sig om den jyske afdeling af Forsvarets Auditørkorps, som efter en plan udtænkt af generalauditør Lars Stevnsborg skal flyttes til København. Der er i alt ni medarbejdere i korpset i Karup - to jurister, fem efterforskere og to sekretærer - som har fået besked på, at de skal møde i København fra nytår.

Planen overrasker Venstres medlem af Folketingets forsvarsudvalg, Kristian Pihl Lorentzen, som kalder det "københavneri af værste skuffe".

- Det kan godt være, at der er argumenter for at lægge auditørerne sammen et sted i Danmark, men i så fald bør det være i Karup i stedet for, siger han.

Ingen kommentarer

Auditørerne står for at efterforske og anklage i militære straffesager. Og da langt de fleste militære arbejdspladser findes i Jylland, giver det ifølge Pihl Lorentzen ingen mening at samle enheden i København. Der er i alt 30 ansatte i korpset i hele landet.

Generalauditør Lars Stevnsborg vil ikke udtale sig om sagen, så længe der bliver forhandlet i korpsets samarbejdsudvalg.

 

02:02 Luk video