Flyvende trampolin i blæsevejret

Klokken 02 natten til tirsdag fik en mand fra Struer sig en forskrækkelse, da en stor trampolin pludselig kom flyvende.

PolitiAerme.jpg

Blæsevejret fik i nat tag i en trampolin med en diameter på tre meter. Det var ved 2-tiden i nat, en mand så den meget store trampolin med beskyttelsesnet og det hele komme flyvende på Park Allé i Struer. Manden kunne ikke se, hvor trampolinen stammede fra, og forsøgte at få den vendt på hovedet, inden han ringede til politiet. Hvis nogen i dag opdager, de savner en trampolin, kan Midt- og Vestjyllands Politi kontaktes på telefon 114.

Det var ikke det eneste, blæsten kastede rundt med. På Hogagervej ved Skave væltede blæsevejret tirsdag morgen et stort træ ud på tværs af kørebanen.