Lufthavn mister passagerer: Flyselskab og lufthavn kan ikke blive enige

Færre og færre benytter sig af Midtjyllands Lufthavn i Karup. Lufthavnen vil have flyselskabet DAT til at øge antallet af afgange, men flyselskabet afviser.

Midtjyllands Lufthavn og flyselskabet DAT er uenige om, hvordan de skal håndtere det faldende antal passagerer.
Midtjyllands Lufthavn og flyselskabet DAT er uenige om, hvordan de skal håndtere det faldende antal passagerer.
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

I 2016 tog 155.000 flyet fra Midtjyllands Lufthavn i Karup til København. I 2018 var tallet faldet til 134.000. Og nedturen fortsætter. I årets første tre måneder har 18 procent af passagererne forladt lufthavnen. 

- Sidste forår lå vi på ni afgange og ankomster om dagen. Fra august måned satte DAT det ned til syv og det er vi selvfølgelig ikke glade for. Det er klart, når man går 22 procent ned i frekvenser, så koster det også nogle passagerer, siger Lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen.

Hvis udviklingen fortsætter, så kan 2019 ende med at blive det år, hvor antallet af passagerer er lavest siden selskabet DAT begyndte at flyve fra Karup i marts 2015. Flyselskabet har været oppe at runde 10 afgange om dagen, men der er ikke økonomi til flere, lyder det fra Jesper Rungholm, der er direktør i DAT:

- Midtjyllands Lufthavn har uden sammenligning landets højeste omkostninger. Omkring 50 procent højere end de andre lufthavne, vi flyver i. Og det gør det ualmindeligt svært at servicere lavprissegmentet, fordi stort set alt, vi får ind i billetindtægter, de forsvinder til lufthavnen, siger Jesper Rungholm. 

Flyselskab: Vi har gjort vores

Direktøren for DAT har ikke tænkt sig at ændre antallet af afgange i Midtjyllands Lufthavn, før den kan tilbyde en bedre pris. 

- Vi gjorde jo, det der skulle til. Vi øgede antallet af afgange. Vi har gjort den del af pakken, vi skulle. Det lufthavnen skulle sørge for var infrastruktur, og sørge for at få sine omkostninger under kontrol og bringe de andre ting i orden, der skulle følge med, og det er ikke sket, konstaterer Jesper Rungholm.

Ifølge lufthavnschefen er Midtjyllands Lufthavn ikke meget dyrere, hvis man medregner hjælp til markedsføring og håndtering af flyet, og lavere priser er ikke en mulighed, som regnskabet ser ud nu.

- Vi kører jo med underskud, og derfor kan vi jo ikke bare sætte priserne ned, siger Frans Bjørn-Thygesen.  

Lufthavnschefen fornemmer en bedring i passagertallet i april måned, efter at en af de daglige ankomsttidspunkter er blevet rykket. Erhvervslivet udgør over 70 procent af passagererne, og hvis antallet af private passagerer skal op, kræver det ifølge lufthavnschefen bedre offentlig transport. 

- Vi har netop lavet et politisk oplæg, hvor vi beder om bedre kollektiv trafik til lufthavnen, siger Frans Bjørn-Thygesen. 

Udover Karup-København flyver DAT også fra Bornholm til København, Billund og Aalborg. Midtjyllands Lufthavn er ejet af ni midt- og vestjyske kommuner. 

2:01
Hvad skal der til for at vende udviklingen i Midtjyllands Lufthavn? Det er DAT og lufthavnsledelsen uenige om. Lufthavnen vil have flere afgange, men DAT mener, at en ekstrem høj passagerafgift gør, at flere afgange ikke kan betale sig.