Flygtninge rykker ind på Oustruplund

Region Midtjylland vil ikke længere bruge Oustruplund ved Kjellerup, men det vil Udlændingestyrelsen muligvis. Så nu bliver døgninstitutionen måske til asylcenter.

oustruplund.jpg

Det bliver flygtninge, der flytter ind på Oustruplund ved Kjellerup, der ind til nu har fungeret som Danmarks ældste døgninstitution.

Men nu har Region Midtjylland opsagt aftalen med Silkeborg Kommune, og det giver plads til de nye beboere. 

- Vi er indstillet på at tage vores del af ansvaret for at huse de mange mennesker, som i øjeblikket kommer til Danmark på flugt fra krig og terror, siger borgmester Steen Vindum fra Venstre.

I denne uge skal repræsentanter fra Udlændingestyrelsen kigge på forholdende på Oustruplund. Indgår parterne en aftale, vil omkring 250 asylansøgere flytte ind på centret.

Silkeborg Kommune modtog i 2014 140 flygtninge, der allerede har modtaget asyl. Kommunen forventer at modtage endnu flere i 2015.

Vil Udlændingestyrelsen ikke leje bygningerne, vil Silkeborg Kommune selv bruge dem som bolig til nogle af de mange flygtninge.