Flygtninge presser kommunerne hårdt

Et KL-notat afslører, at kommunernes økonomi bliver hårdt presset på grund af det store antal flygtninge, som placers i kommunerne.

2015_flygtninge.jpg

  
    
For første gang har Kommunernes Landsforening (KL) regnet på, hvilke konsekvenser den voksende flygtningestrøm i 2016 kan få for landets 98 kommuner. Ifølge et internt notat fra KL’s økonomiske sekretariat, som Politiken er i besiddelse af, vil kommunernes beredskab blive sat under stort pres, når man i år skal tage imod 17.000 nye flygtninge. Af notatet fremgår det blandt andet, at man i 2016 og frem får brug for 1.200 pædagoger, 300 modtagerklasser mere og 80 daginstitutioner, hvis den nuværende normering skal holde.
    
KL-formand Martin Damm kalder situationen et »akut problem«.
    
»Det er min holdning, at regeringen bliver nødt til at udvise mere ansvar over for den opgave, kommunerne står over for. Eksempelvis ved at anerkende, at der i år og de næste par år vil være en stor regning i kommunerne, som vi bliver nødt til at tage højde for nu, inden vi bruger statens økonomiske råderum på andet«, siger Martin Damm til Politiken mandag.
    
Takker samtlige flygtninge ja til en helbredsvurdering - som de har ret til at få tilbudt - vil det desuden kræve 20 fuldtidsansatte læger ekstra, som det formuleres i notatet. Beregningerne er behæftet med usikkerhed, men er ifølge kilder i KL det bedst mulige skøn på nuværende tidspunkt. Af notatet fremgår det ligeledes, at de 17.000 flygtninge i 2016 kan føre til i alt 37.400 flygtninge efter familiesammenføring.
    
Martin Damm mener, at regeringen begår en fejl, fordi man handler for kortsigtet og først løser problemerne, når de opstår, mens man bruger mange penge på andre tiltag.
    
»Situationen minder om, at man sidder derhjemme og brænder rudekuverterne og tænker, at nu kan man holde en god fest. Men så kommer der en ny rudekuvert med et rykkergebyr og en ekstra hovedpine«, siger Martin Damm til Politiken.
    
I dag er kommunerne gearet til at integrere 3.000-5.000 flygtninge om året. Holder prognoserne for 2016, har kommunerne modtaget knap 60.000 flere flygtninge siden 2013, end man ville have gjort, hvis antallet var ca. 6.000 årligt, som før flygtningekrisen satte ind.
    
Sidste år fik Kommunernes Landsforening 350 millioner kroner ekstra til flygtningeområdet. Men det er slet ikke nok, mener Martin Damm. Han vurderer, at staten bør hoste op med »flere milliarder kroner«, hvis de skal kunne løfte opgaven.
    
De kommende uger vil regeringen drøfte problemet med KL, lyder det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
    
Han skriver i en mail til Politiken, at regeringen »er fuldt bevidst om, at kommunerne - og hele vores samfund - står over for en stor udfordring«. Men på spørgsmålet om, hvorvidt regeringen er parat til at afsætte flere penge, svarer han i Politiken: »Regeringen er klar til at drøfte konkrete og betydelige lempelser af kommunernes integrationsopgaver, så integrationen kan blive bedre og billigere - blandt andet ud fra de forslag, som KL har lagt på bordet«.