Flygtninge bliver landmænd

Flygtninge bliver landmænd

Holstebro Kommune og Holstebro-Struer Landboforening sender flygtninge i arbejde som landmænd.

Hassan Jamal er flygtning fra Eritrea. Han kom til Holstebro for et år siden. For fire måneder siden kom han i praktik på en gård, og for en måned siden kom han i arbejde på gården med lønstilskud.

Hassan Jamal er et eksempel på samarbejdet mellem Holstebro Kommune og Holstebro-Struer Landboforening, der forsøger at få flygtninge i arbejde i landbrugserhvervet.

- Vi er også af den opfattelse, at det må være nemmere at komme ind i vores samfund, hvis man er ude i det. Så på den måde kunne vi se, at vi kunne få lidt glæde af det. Og kunne vi så hjælpe en person eller på sigt flere, så var det jo fantastisk for alle parter, siger Martin Nørgaard Rasmussen, som han ansat Hassan Jamal på sin gård.

- Vi er et rummeligt erhverv, og vi har mange forskellige arbejdsopgaver, hvor der skal forskellige kompetencer til. Man kan starte - skal vi sige - fra bunden af, og jeg tror det er den måde, vi kan hjælpe dem rigtig godt i gang, siger formand for Holstebro-Struer Landboforening Kristian Gade.

Til sommer tager Martin Nørgaard Rasmussen stilling til, om Hassan Jamal skal fastansættes på almindelige vilkår. Fem landmænd har indtil videre tilkendegivet, at de gerne vil have en flygtning i praktik.