Chokeret passager: Fly hoppede ind på startbanen

Passagerne i et fly i Karup fik sig i morges en ubehagelig oplevelse, da noget gik galt under take-off.

En flyafgang blev mandag morgen aflyst i Karup. Grunden var, at flyet midt i take-off fik problemer og måtte afbryde sin start.

- Vi var ellers startet og på vej ud af startbanen, da flyet i forholdvis høj fart, ramte et eller flere kantlys. Flyet hopper nærmest ind på banen, og det føles som om, vi rammer noget.
Det var som om, at piloten ikke kunne holde flyet midt på startbanen, og folk råbte og skreg, siger en forskrækket Jan Breinholt Carlsen fra Holstebro, som var passager i flyet.

Der var 67 passagerer i det lille propelfly, og de venter lige nu på at komme med et nyt fly videre til København.

- Passagerne er lidt chokerede, men alle forholder sig i ro. Det var en meget ubehagelig oplevelse. Vi har fået besked om, at der kommer et nyt fly fra Billund og henter os, og så bliver vi fløjet til København lidt over ni, siger Jan Breinholt Carlsen fra Holstebro, som var passager i flyet.

Ulykken betyder, at nogle af passagerne har misset deres fly videre ud i Verden, hvor flere blandt andet skulle have været videre til Grønland og Cuba.