Flugtforsøg: Indbrudstyv snydt af politiet

Politiet skulle bare væbne sig med tålmodighed, da de i nat ville fange en indbrudstyv.

Politibil og ærme med emblem
Foto: Flemming Christensen

Det lykkedes politiet i nat at fange to indbrudstyve ved et indbrud i en genbrugsbutik nord i Silkeborg. 

Tyvene forsøgte ellers at gemme sig, da politiet kom frem til stedet - den ene skjulte sig inde i selve butikken, mens den anden tog benene på nakken.

Den første tyv blev straks anholdt, da politiet fandt ham helt krøbet sammen i butikken, mens en hundepatrulje forfulgte den anden i omkring halvanden kilometer, indtil det ikke længere var muligt.

- Vi havde set en bil holde udenfor, og den var ikke fra Silkeborg, så vi tog tilbage og holdt øje med den, fortæller Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Gevinst

Politiets strategi endte med at give pote. 

Efter at have ventet i en times tid, må den anden indbrudstyv have troet, at der var fri bane. Han valgte i hvert fald at gå tilbage for at hente bilen, og så kunne politiet anholde ham på stedet.

Udover indbrudet i Silkeborg, så indrømmer de to gerningsmænd, at de tidligere har brudt ind i en anden genbrugsbutik. 

- Nu skal vi så lige finde ud af, om de har glemt flere forbrydelser, fortæller Jens Claumarch.

Det er uklart, hvad tyvene er gået efter i butikkerne.