Flugtbilist på stoffer

Den 22-årige mand der torsdag morgen flygtede fra politiet i en bagerbil, var påvirket af både amfetamin og hash. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Retten,_Herning,retssal_0.jpg

Retten i Herning valgte torsdag eftermiddag at varetægtsfængsle den 22-årige mand fra Tønder, der i morges påkørte en cyklist under en biljagt i Herning. Manden forklarede i retten, at han havde været til fest i Ringkøbing sammen med en kammerat, der også var til stede i bilen. Her havde han indtaget otte gram amfetamin, samt røget noget hash, inden han lidt før klokken 06.00 stjal en bagerbil.

Kan give fængselstraf

Manden er sigtet for blandt andet biltyveri, kørsel i påvirket tilstand, og for at påkøre cyklisten. Han blev varetægtsfængslet i fire uger.

 - Vi har simpelthen vurderet at den kørsel, der har været, har været så grov, at vi ville have ham varetægtsfængslet. Det sigtelse vi har rejst giver minimum 60 dages ubetinget fængsel, siger Kathrine Morell, Anklagefuldmægtig ved Midt- og Vestjyllands Politi.

"Hvad har jeg gang i"

Det var en fortvivlet ung mand, der mødte i Retten i Herning. Han tog sig flere gange til hovedet og sagde "hvad har jeg gang i". Han forklarede, at hans kæreste lige havde slået op, og han havde problemer med sin familie. Derfor havde taget stofferne for at glemme det hele. Den 22-årige mand fortalte også, at han ikke turde stoppe for politiet, fordi han var påvirket og kørte i en stjålet bil.

Politiet har endnu ikke besluttet, om de vil sigte hans medpassager.