Flugtbilist kørte fra dødsulykke i chok: - En alvorlig sag

Foto: Peter Erfurt

Flugtbilist kørte fra dødsulykke i chok: - En alvorlig sag

Flugtbilisten, der dræbte en 68-årig kvinde fredag aften i Silkeborg, kørte fra gerningsstedet, fordi han var i chok, forklarer advokat. En alvorlig sag, lyder det fra anklageren.

- Min klient var i chok.

Sådan forklarer forsvarsadvokat Mads Kjær Hansen den 22-årige flugtbilists ageren, efter han i fredags påkørte og dræbte en kvinde ved høj fart i Silkeborg, hvorefter han flygtede fra gerningsstedet.

- Han var fuldstændig chokeret i situationen. Han kiggede ud af bagruden og så, at der var flere som skyndte sig hen for at hjælpe hende, da hun lå på vejen.

- Han stoppede ikke, fordi han simpelthen var i chok, siger Mads Kjær Hansen.

Farten i fokus

Læs også Flugtbilist fængslet efter drab: Kørte fra Skive til Silkeborg på 28 minutter

I retten i Viborg blev der lagt stor vægt på, hvor hurtigt den 22-årige mand fra Skive havde kørt bilen fredag aften, da han onsdag blev idømt næsten fire ugers varetægtsfængsling frem til den 20. februar.

Politiet har på baggrund af en benzinbon udregnet, at manden brugte 28 minutter på at køre fra Skive, hvor han tankede sin bil, til Silkeborg, hvor han 56 kilometer senere ramte kvinden, som omkom på stedet.

Dermed kørte han med en gennemsnitsfart på 126 km/t, og på visse stræk har han også erkendt at have ligget på hastigheder omkring 150 km/t.

Ved påkørslen mener den 22-årige dog selv, at farten var noget lavere.

- Min klients vurdering af farten er, at han kørte omkring 80 km/t, siger Mads Kjær Hansen.

Kørte mere end 80 km/t

Politiets efterforskning af ulykken peger dog i retningen af, at gerningsmanden ramte kvinden med omkring 110 km/t. Udregningen er baseret på overvågningsbilleder fra en nærliggende bilforhandler og flere vidneudsagn.

- På nuværende tidspunkt tror vi, han har kørt stærkere end 80 km/t. Vi har nogle målinger, som tyder på det, siger anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi Jesper Klyve.

- Nu må vi se, hvad de tekniske undersøgelser viser og i sidste ende, hvad domstolene vurderer.

En alvorlig sag

Den 22-årige flugtbilist har erkendt, at han var føreren af bilen, ligesom han har erkendt sig skyldig i uagtsomt manddrab. Han har dog nægtet sig skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

I den forbindelse er farten altafgørende.

- Det er altafgørende, fordi det kommer til at påvirke, hvorvidt han skal dømmes efter den ene eller anden omstændighed, siger forsvarsadvokaten.

Politiet ser meget alvorligt på både ulykke og flugt. I retten kom det i dag frem, at kvinden blev trukket ind under bilen ved påkørslen, og at der var blevet fundet lemmer 75 meter fra gerningsstedet.

- Det ser ikke godt ud, at han forlod stedet. Men han har forklaret, at han var i chok, lyder det fra Jesper Klyve.

- Det er en alvorlig sag, fordi en person er afgået ved døden. Det er det ultimative, en sag kan ende med, så selvfølgelig er det alvorligt.

Den 22-årige flugtbilist har kæret byrettens afgørelse til Vestre Landsret med henblik på løsladelse.

01:55 Luk video

Læs også Flugtbilist erkender at have ført bilen