Flugtbilist endte i rundkørsel

En kvindelig bilist forsøgte at stikke af fra politiet, men flugten endte i rundkørsel ved Holstebro.

En ung, kvindelig bilist havde tydeligvis overset en patruljevogn, da hun kl. 03.55 natten til lørdag valgte at gasse op og overhale en række biler på Herningvej i retning mod Holstebro. Blandt bilerne var netop en patruljevogn, og denne satte afsted efter den grå Peugeot 206. Men det stod hurtigt klart, at kvinden ikke havde planer om at stoppe.

- Kvinden satte farten op og forsøgte at stikke af fra politiet. Men i rundkørslen på Herningvej, lige før Holstebro, fik hun for meget fart på, og bilen endte midt i rundkørslen, siger Jens Claumarch, vagtchef Midt- og  Vestjyllands Politi.

Stak af fra politiet, til fods

Her skulle man tro, at kvinden overgav sig til betjentene i patruljevognen, men det havde den 24-årige kvinde fra Aarhus ikke planer om.

- Kvinden sprang ud af bilen og løb væk fra stedet, og det lykkes desværre ikke betjentene at indhente hende, siger Jens Claumarch, vagtchef Midt- og  Vestjyllands Politi.

To timer senere kom den fartgale kvinde dog på bedre tanker. Hun ringede selv til politiet og meldte sig selv.

- Den unge kvinde får en bøde, og så har vi bedt hende om at få fjernet den medtagede bil fra rundkørslen hurtigst muligt, siger Jens Claumarch, vagtchef Midt- og  Vestjyllands Politi.