Ny forskning: Fluer kan sprede frygtet sygdom til danske svin

Fluer, der har suget blod fra syge vildsvin, kan bringe svinepest videre til danske grise. Det kan koste landbruget milliarder af kroner.

Fluer kan overføre den frygtede sygdom afrikansk svinepest til danske svin. Det viser ny forskning fra DTU Veterinærinstituttet.
   
Fluer kan overføre den frygtede sygdom afrikansk svinepest til danske svin. Det viser ny forskning fra DTU Veterinærinstituttet.    
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Fluer kan overføre den frygtede sygdom afrikansk svinepest til danske svin. Det viser ny forskning fra DTU Veterinærinstituttet. Hvis en stikflue, som der er masser af i danske svinebesætninger, suger blod fra et inficeret vildsvin, kan den bringe smitten med sig ind i svinestaldene.

 - Det, vi har vist, er, at blodsugende insekter som eksempelvis stikfluen er i stand til at smitte en ny vært. Ikke ved at bide værten, men bare ved at blive spist, siger seniorforsker Rene Bødker.

- Så hvis fluen, der har suget blod fra et inficeret vildsvin, kommer ind i en svinestald og dér bliver spist af en gris, så kan grisen få afrikansk svinepest. Det er ny viden, siger han.

Kan koste dansk landbrug milliarder

Det nye forskningsresultat kommer samtidig med, at opførelsen af et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse går i gang.
    
Det cirka 70 kilometer lange hegn til en pris på 30 millioner kroner skal stå klart til efteråret.

Fluer, der har suget blod fra syge vildsvin, kan bringe svinepest videre til danske grise, viser ny forskning.
Fluer, der har suget blod fra syge vildsvin, kan bringe svinepest videre til danske grise, viser ny forskning.
Foto: TOBIAS SCHWARZ / Scanpix

Hegnet skal holde vildsvin ude af landet, da netop vildsvin anses for at kunne bære afrikansk svinepest videre til danske tamsvin.
    
Den frygtede sygdom er konstateret i en række lande i Østeuropa og senest også i Belgien.

Hvis danske svin bliver inficeret, kan det koste dansk landbrug et tocifret milliardbeløb.
Seniorforsker Rene Bødker tvivler dog på, at det bliver en flue, som bringer smitten fra et inficeret vildsvin i Tyskland over grænsen til Danmark.
    
- Selvfølgelig kan en flue bide et tysk vildsvin og teoretisk set flyve forbi det kommende vildsvinehegn og ind i en dansk besætning.

- Men der, hvor vi primært ser problemet er, hvis man har vildsvin lige uden for besætningen, siger Rene Bødker.    

Vil man eliminere risikoen for, at smitten spreder sig via fluer, vil det kræve, at svinestaldene sikres mod fluer.
    
- Det vil koste millioner at fluesikre danske svinebesætninger, og der mener jeg ikke, vi er nu.

- Men for nogle af de store besætninger i udlandet, for eksempel de baltiske lande, Polen og nu også Rumænien, hvor der er vildsvin rundt om besætningerne, der skal man nok til at overveje, om man ikke skal lave den her investering. Også selv om vi endnu ikke ved, om smitte via fluer reelt udgør et problem, siger Rene Bødker.