Flest medlemmer af Folkekirken i Midt- og Vestjylland

Viborg Stift har landets største tilslutning til Folkekirken. Ribe og Aalborg Stift indtager anden og tredjepladsen

Gudstjeneste_4.jpg

Midt- og vestjyderne er de mest loyale danskere overfor Folkekirken.

Blandt alle landets ti stifter, er Viborg Stift det sted, hvor der er flest borgere, der er medlemmer af Folkekirken.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Hele 86,8 procent af befolkningen er medlem af Folkekirken i Viborg Stift. I hele Danmark er tallet 77,8 procent.

Ribe og Aalborg Stift ligger nr. 2 og 3

Andenpladsen bliver indtaget af Ribe Stift, hvor Ringkøbing og Skjern blandt andet er med. Her er 86,2 procent af befolkningen medlem af Folkekirken.

På tredjepladsen ligger Aalborg Stift, der blandt andet også huser Thy og Mors. Her bakker 85,4 procent af befolkningen op om kirken.

Fald i tilslutning

Der bliver dog generelt lavere og lavere tilslutning til Folkekirken - både på landsplan og her i Midt- og Vestjylland

Siden 1990 er tilslutningen til Folkekirken på landsplan faldet fra 89,3 procent til de nuværende 77,8 procent.