Flertal vi gøre peberspray lovligt: Politiet advarer

Fagfolk advarer mod at gøre det lovligt at bevæbne sig med peberspray i hjemmet. Men der er flertal for det.

Regeringen vil gøre det lovligt at have peberspray i hjemmet for alle over 18 år.
Regeringen vil gøre det lovligt at have peberspray i hjemmet for alle over 18 år.
Foto: Claus Fisker / Scanpix Nordfoto

Det er første gang, at borgere får ret til at bruge magtmidler til selvforsvar, hvis regeringen kommer igennem med et lovforslag om at tillade borgere at have peberspray liggende i sengebordsskuffen.
    

Torsdag er der førstebehandling af lovforslaget, som der er flertal for, men en række fagfolk er krads i deres kritik. Ikke mindst Politiforbundet, der repræsenterer knap 12.000 politifolk.
    
- Det er et dårligt lovforslag, som jeg håber ikke bliver vedtaget.

- Som udgangspunkt bør folk ikke forsøge at forsvare sig, de skal tværtimod observere og melde og ikke tage sagen i egen hånd, hvor der er risiko for, at man kommer yderligere til skade, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.

Politiforbundets formand fremhæver desuden, at betjente er uddannet til at benytte peberspray og har en førstehjælpskasse med i politivognen, fordi det gør de ramte momentant blinde og brænder i øjne og slimhinder.
    
Han ser flere faresignaler.

    
- Sprøjter man med peberspray i en lille entre, får man det selv i øjnene og bliver påvirket. Så rigtig mange ting taler imod, at man tillader peberspray i folks egne hjem, siger han.

Skal øge trygheden

Årsagen er, at peberspray i hjemmet ifølge regeringen, "vil kunne øge trygheden for mange borgere". Men det giver Claus Oxfeldt ikke meget for.

    
- Jeg er bange for, at det giver en falsk tryghed, fordi de måske tror, at de kan magte en situation, som de ikke kan. Man står ikke over for en gerningsmand, som står helt stille, og vedkommende kan blive voldsomt aggressiv, siger han.

Regeringens udspil følger et gammelt forslag fra Dansk Folkeparti, der længe har ønsket våbenloven lempet, så peberspray bliver et tilgængeligt forsvarsvåben for almindelige mennesker.
    
Det Kriminalpræventive Råd er bekymret over udviklingen og frygter, at forslaget eskalerer vold ifølge et høresvar til lovforslaget.

- Grænserne for lovligt nødværge kan være vanskelige at vurdere i en konkret situation, hvor man er bange.

- Det kan også give en falsk tryghed. Når peberspray legaliseres i hjemmet, får alle nem adgang til det. Det betyder, at det også bliver mere tilgængeligt for røvere, lyder det.
    
Ifølge Institut for Menneskerettigheder bør ordningen evalueres efter tre-fire år. Instituttet anbefaler som minimum krav om uddannelse i at bruge peberspray.