Flertal kræver lægeambulance

Flertal kræver lægeambulance

Der er flertal i Regionsrådet for Venstres krav om en lægeambulance i Lemvig i alle 24 timer fra 1. juni 2009.

Det står klart efter dagens møde i regionsrådets forretningsudvalg, fortæller Venstres spidskandidat og politiske ordfører, Anne V. Kristensen.

- For mig og for Venstre har det været et krav, at vi straks får indsat en lægebemandet akutambulance 24 timer i døgnet i Lemvig. Det vil koste 4.4 millioner kroner på årsbasis, og de penge er Venstre parat til at betale for at give patienterne i Nordvestjylland en øget tryghed, siger Anne V. Kristensen i en pressemeddelelse.

Venstre har rejst kravet i forbindelse med indførelsen af en ny akutstruktur, hvor de specialiserede funktioner samles på færre enheder for at hæve kvaliteten.

I februar i år krævede byens viceborgmester og medlem af regionsrådet for Venstre, Jørgen Nørby en lægebemandet akutbil til Lemvig. Kravet kom dengang, fordi akutmodtagelsen i Holstebro er lukket om natten.

Anne V. Kristensen mener, at Regionsrådet skal være klar til at lytte til de borgere, der føler, at de får længere til den specialiserede behandling.

- Det er uden diskussion, at Nordvestjylland får langt til et fremtidigt akutsygehus, hvis den nuværende hospital- og akutplan står ved magt. Derfor har Venstre krævet, at ambulancen indføres fra 1. juni, men måske skrider det en lille smule, siger Anne V. Kristensen.