Flertal for kontanthjælpsloft

Debatten om kontanthjælpsloftet har været stor, men nu mener mere end 60 procent af danskerne, at loftet er en god ide.

Jobcenter040912.jpg

Kontanthjælpsloftet har haft en diskuteret tilværelse, men nu viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke for Avisen.dk, at et flertal blandt danskerne er positivt stemt over, hvor stort et beløb en borger kan få i offentlig ydelse. Det skriver Avisen.dk.

Kontanthjælpsreglerne med lavere ydelser og skærpede krav til de ledige har været gældende siden oktober 2016. Loftet, som de tre nuværende regeringspartier og Dansk Folkeparti står bag, har været centrum for skarpe debatter, og er blevet massivt kritiseret af oppositionen på Christiansborg.

Beskæftigelsesminister, Troels Lund Poulsen (V), er dog glad for, at 61 procent af danskerne i undersøgelsen svarer, at det er en ’god ide’ med et loft over de samlede ydelser til kontanthjælpsmodtagere.

- Det fortæller mig, at der er bred opbakning til, at der skal være forskel på at være på overførselsindskomst og at være en del af det aktive arbejdsmarked. Kontanthjælpsloftet har været meget omdiskuteret, men det er glædeligt at se, at der nu er stor folkelig opbakning til det, vi har gjort, siger Troels Lund Poulsen til Avisen.dk.

Læs hele historien her: Avisen.dk