Flere ting bliver tabt på vejene

Falck rykker i stigende grad ud for at samle ting op, der er blevet tabt på vejene. Efteråret er højsæson for tabte ting.

Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Flere tusinde gange om året må Falck rykke ud og samle tabte ting op fra vejene. I de seneste år er antallet af udkørsler steget. Særligt efterårets regn, rusk og blæst giver travlhed for beredskabet. 

 - Det er ofte håndværkere, der taber tingene. For eksempel kan det være stiger, der ikke er sat ordentlig fast. Men det kan også være private, der taber sofaer og havemøbler. Kun fantasien sætter grænser for, hvad der bliver tabt, siger Thorvald Olesen, der som Falck-redder er en af de personer, der bliver sendt ud for at samle de tabte ting op fra vejene. 

Thorvald Olesen og kollegerne får mere og mere travlt. Alene fra 2013 til 2014 steg antallet af Vejdirektoratets registrerede hændelser med tabt gods fra 3880 til 4.276 en stigning cirka 10 procent.   

- Det er et stort problem. Særligt her i forårs- og efterårsmånederne med meget vind, som er med til at rive tingene løs fra trailere og tagbagage, siger Jacob Langebæk Hegner, der er operationel koordinator i Vejdirektoratets trafikcenter.

Det er Vejdirektoratet, der giver Falck besked om tabte ting. Årsagen til stigningen af tilfælde er ifølge Vejdirektoratet, at der er kommet flere strækninger med motorvej og dermed flere billister på vejene. Alligevel kan stigningen rimelig nemt bremses.

- Det er en rigtig god ide at sikre sig, at det man transporterer udenfor bilen, at det er surret rigtig godt fast. Spændt ordentlig fast med en rem eller garn eller noget andet, så tingene ikke kan flyve af, særligt nu når der kommer vindstød, Jacob Langebæk Hegner. 

02:08 Luk video