Flere står frem med støjproblemer

Efter TV Midtvest søndag kunne fortælle om Charlotte Vestergaards problemer med lavfrekvent støj i Bremdal, har flere meldt sig med samme problem.

Hanne Rusbjerg fra Bremdal er også stærkt generet af støjen.
Hanne Rusbjerg fra Bremdal er også stærkt generet af støjen.

Charlotte Vestergaard troede egentlig, hun var den eneste i kvarteret,  der var plaget af en dyb rumlen. 

Men siden hun slog sine oplevelser op på Facebook meldte flere fra kvarteret i Bremdal sig i koret. 

- Jeg oplever en støj ligesom en lastbilmotor, der står i tomgang et eller andet sted, siger Hanne Rusbjerg til TV Midtvest.

Også Tove Vestergaard, der i familie med Charlotte Vestergaard oplever støjen.

- Det er en fornemmelse af, at der er noget i bevægelse hele tiden. Det foregår især om aftenen, og det er rent ad Pommern til, siger Tove Vestergaard.  

Nu vil Struer Kommune undersøge, hvad der er op og ned i sagen. 

- Vi har taget kontakt til et konsulentfirma, som nu vil gå ud og lave en test derude og se, hvad der er af støjkilder i området, siger John Patuel Hansen, centerchef for Plan og Miljø, Struer Kommune.

For Charlotte Vestergaard er støjen gået hårdt ud over hendes helbred. Hun kan kun sove få timer i huset om natten og har derfor i perioder lånt en venindes lejlighed. 

- Støjen er der hele tiden, men klokken 23 begynder det at gå lidt amok, og klokken 02 om natten går det helt amok, og der kan jeg slet ikke være her. Jeg kan ikke blive ved med at holde til det. Jeg har været på sygehuset med hjerteproblemer et par gange, og så bliver man lidt bange, siger Charlotte Vestergaard.