Flere skal vælge svendebrevet

Region Midtjylland vil investere 20 mio. kroner i at skaffe flere faglærte til et sultent arbejdsmarked.

3.500 midtjyske unge vælger hvert år en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse, men kun godt halvdelen gennemfører. Det skal der laves om på.
3.500 midtjyske unge vælger hvert år en erhvervsuddannelse efter 9. eller 10. klasse, men kun godt halvdelen gennemfører. Det skal der laves om på.
Foto: Region Midtjylland

Allerede om tre år skal hver fjerde unge midtjyde vælge en erhvervsuddannelse efter grundskolen. Ellers bliver der så stor mangel på faglærte, at det går ud over virksomhedernes vækst.

Den udvikling sker ikke af sig selv, og derfor vil regionsrådet og vækstforum i Region Midtjylland støttet af EU’s Socialfond nu investere 20 mio. kroner i at gøre erhvervsskolerne mere attraktive for de unge. Målet er at få 1.400 flere elever om året på erhvervsuddannelser.

Fælles ansvar
- Vi kan skaffe flere faglærte via efteruddannelse, men det er slet ikke nok. Så vi er nødt til at få flere unge til at vælge erhvervsskolerne, siger Bent Hansen, formand for regionsrådet og vækstforum i Region Midtjylland.

- Det skal vi gøre sammen. Vi har alle et ansvar for, at de unge kan gennemføre deres uddannelse, så nu kaster vi nogle midler i arbejdet. Derudover skal skolerne selvfølgelig gøres deres del og sikre, at deres elever fuldfører forløbene, lige som virksomhederne skal byde ind med flere praktikpladser, siger Bent Hansen.

Forældet viden
Det nye initiativ skal gennemføres ved at øge kendskabet til erhvervsuddannelserne og de fremtidsmuligheder, som de rummer. Her er målgruppen de unge, men også de unges forældre og folkeskolelærerne, som har stor indflydelse på de unges valg.

- Alt for mange har et forældet billede af, hvad man kan blive til med et svendebrev i hånden. Det skal vi ud og fortælle, siger Kirsten Holmgaard, direktør for Mercantec og medlem af vækstforum for Region Midtjylland.

- Med erhvervsuddannelsesreformen har vi desuden mulighed for at skabe nogle miljøer, som giver de unge en god start på deres erhvervsuddannelse, siger hun.

Samarbejde med virksomhederne
Derudover er det nødvendigt med flere praktikpladser, og de skal skabes ved at udvikle nye koncepter for praktikforløb, øge virksomhedernes kendskab til de eksisterende ordninger og efteruddanne uddannelseskonsulenterne.

Led i strategi
Det bliver Mercantec i Viborg, som skal føre initiativet ud i livet sammen med en række erhvervsskoler, UU-vejledninger, kommuner, erhvervsråd og private virksomheder.

Det nye initiativ ligger i forlængelse af den midtjyske vækst- og udviklingsstrategi. Den nævner mangelen på faglærte som en udfordring, som regionen vil bidrage til at håndtere.