Flere påbud på byggepladser i Midtjylland

Sikkerheden er langt fra i top på en række byggepladser, fastslår Arbejdstilsynet efter en tilsynsaktion.

Byggeri_1.jpg

Ved en aktion i Midt- og Nordjylland har Arbejdstilsynet besøgt 29 byggepladser. Det resulterede i 59 strakspåbud og forbud. På tilsynsaktionen var der særligt fokus på ulykkesfarer og andre farlige arbejdsmiljøproblemer, herunder mængden af asbeststøv. På de langt de fleste byggepladser var der noget at komme efter for Arbejdstilsynet, skriver de i en pressemeddelelse.

- Der sker stadig alt for mange ulykker på byggepladser. Derfor har vi også løbende fokus på at medvirke til at bringe antallet af ulykker ned. Vi så desværre igen i går mange eksempler på, at der bliver sløset med sikkerheden på byggepladserne. Når vi ser det, skrider vi selvfølgelig ind med påbud, og vi forventer nu, at der bliver rettet op på forholdende, så de ansatte kan gå på arbejde uden at risikere at komme alvorligt til skade, siger tilsynschef for Tilsynscenter Nord, Rikke Dencher Aagaard.

Baggrunden for aktionen var, at der sker for mange ulykker som følge af farligt arbejde i byggeriet. Årligt sker der omkring 1000 alvorlige ulykker i branchen

På seks ud af de i alt 29 besøgte byggepladser var der så godt styr på sikkerheden, at de ikke fik nogen reaktioner ved besøget.