Flere overnatter i Midtjylland

I juli 2013 har 9000 flere danskere holdt ferie i Midtjylland end i juli sidste år.

I juli 2013 var der fem procent flere danskere, der overnattede på de midtjyske hoteller og feriecentre end året før, hvilket gør Region Midtjylland til et af de mest populære steder at bo på hotel.

Mere end 284.000 danskere valgte at tilbringe deres nætter på et hotel i Region Midtjylland i juli måned, det viser tal fra Danmarks Statistik. Brancheorganisationen HORESTA ser positivt på fremgangen.

- Væksten i juli skyldes først og fremmest, at flere danskere, formentlig på grund af det flotte vejr, valgte at blive hjemme og holde sommerferie i år. Og selv om vi kan se, at antallet af hotelovernatninger fra lande som Norge, Finland og Holland er faldet, så bød juli samlet set på en glædelig fremgang, siger HORESTAs formand Jens Zimmer Christensen i en pressemeddelse.

På landsplan steg antallet af overnatninger på hotel herhjemme med 1,8 procent i juli i år.