Flere og flere seniorer banker på til bofællesskaber

Ifølge en analyse bor 7.000 seniorer i dag i bofællesskaber, og langt flere overvejer at gøre det samme. I Nors i Thy er et tidligere ældrecenter blevet til bofællesskab med venteliste.

Bofællesskabet for seniorer over 50 år i Nors i Thy er en bragende succes med venteliste. Real Dania fokuserer også på at udvikle fremtidens bofællesskaber for seniorer. Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Ellen Marie Andersen på snart 85 år var den første, som flyttede ind i senior-bofællesskabet Paletten, der blev etableret i det tidligere ældrecenter i Nors, da det lukkede i 2014. 

- Det gjorde jeg fordi, jeg kunne ikke rigtig overskue mit hus længere og min have, siger hun. 

I 2014 stod der Nors Ældrecenter på huset midt i byen. Men centret blev sparet væk, men så tog lokale kræfter fat på at lave bofællesskabet.  

Vi tror på, at der er et øget behov for at udvikle senior-bofællesskaber.

Gustav Z. Brade, Projektleder, Real Dania

- Det er gået over al forventning. Efterhånden som folk så har vist interesse for at flytte ind, har vi lavet lejlighederne i stand. De har hver især haft medindflydelse på, hvordan de gerne vil have det til at se ud, siger daglig leder, Lene Enevoldsen. 

Hun er med til at skabe aktiviteter for beboerne. For eksempel som i denne uge en bustur til Rømø. I dag bor der enlige eller par i alle 16 lejligheder og ventelisten til Paletten vokser.

Læs også Fra bollerum til økoboller: Moderne bofællesskaber hitter

- Vi har folk fra Holstebro, Aalborg, Skive og omegn, der er flyttet hertil, siger hun. 

Fokus på bofællesskaber

Real Dania har de senere år beskæftiget sig indgående med netop seniorbofællesskaber. Ifølge en ny analyse bor omkring 7.000 danskere i dag i senior-bofællesskaber. Samtidig anslår Real Dania i sin analyse, at mellem 80- og 100.000 danske seniorer overvejer at flytte i bofællesskab. 

- Det, der har været den klare tendens, det er, at der har været relativ høj efterspørgsel efter boliger i bofællesskaber, kombineret med et lavt udbud, så vi tror på, at der er et øget behov for at udvikle senior-bofællesskaber, siger Gustav Z. Brade, der er projektleder i Real Dania. 

Real Dania er blandt andet igang med et nyt bofællesskab for seniorer i Rinkøbing, hvor der er fokus på, at udvikle en helt ny typologi. Det forventes færdigt om et par år. 

I Nors i Thy fik lokale kræfter et senior-bofællesskab stablet på benene efter det lokale plejecenter blev lukket. I dag er bofællesskabet en bragende succes med en voksende venteliste.  Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST