Flere medlemmer af tyvebande anholdt

I alt fire mænd er nu anholdt og sigtet for en række indbrud i området omkring Skive hen over sommeren. To af tyvene meldte sig selv på politistationen tirsdag eftermiddag

Ny politibil, udrykning150713_0.jpg

Politiet mistænker de fire anholdte for at stå bag over 30 indbrud hos blandt andet entreprenør- og VVS-virksomheder i Skive og omegn i løbet af sommeren.

Ved indbruddene blev der stjålet værdier for over en million kroner.

To af tyvene blev anholdt mandag aften i en bil i Skive - med en trailer fuld af tyvekoster.

Efterfølgende blev to andre mænd efterlyst. De meldte sig selv på politistationen i Skive tirsdag eftermiddag.

Lokal tyvebande

De fire mænd er i alderen 21-45 år og kommer fra lokalområdet. De blev alle varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved retten i Viborg tirsdag eftermiddag.

Hvilke genstande, tyvene har stjålet, vil politiet endnu ikke fortælle. Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og derfor er politiet meget sparsomme med oplysninger i sagen.