Flere klager over fartbøder

Når midt- og vestjyderne kører for stærkt - og det gør de - så ligger politiet på lur i deres fotovogne. Det betyder, at flere får fartbøder. Men det betyder også, at langt flere klager over netop fartbøderne.

fotovogne _0.jpg

22.089 gange har Midt og Vestjyllands Politi sendt bøder ud i 2015.

De fem mest indbringende strækninger har alle givet over en million kroner til statskassen. I toppen ligger Struer Landevej mellem Struer og Holstebro. Her har politiet skrevet bøder for knap 2,6 millioner kroner i årets første ni måneder.

Men det er ikke kun antallet af fartbøder, der steget. Det samme er antallet af klager, der ender i retten. Én ud af 14 bilister går rettens vej for at klage over deres fartbøde. Det er tre gange så mange som sidste år.

I 2014 gik 477 klager rettens vej. Det tal er siden nytår oppe på 1575.

Klager over politiets metoder

Og det overrasker på ingen måde FDM, at flere vælger at klage over deres fartbøde.

- Det er også en tendens, vi oplever hos FDM. Og der er helt klart mange klager i forhold til antallet af bøder. Det bekymrer os, siger afdelingsleder i FDM, Torben Lund Kusk.

Ifølge FDM så handler klagerne ikke om, at bilisterne ikke vil vedkende sig, at de har kørt for stærkt. Det gør de fleste. Men bilisterne klager over politiets metoder i deres jagt på fartsyndere.

- Klagerne drejer sig mere om, hvorfor politiet holder, hvor de holder. At politiet gemmer sig, og at de i højere grad burde prioritere trafiksikkerhed frem for penge til statskassen, fortæller Torben Lund Kusk.

Politiet har holdt 166 forskellige steder i landsdelen, og det har i alt givet 31 millioner kroner i bøder. Ifølge politiet handler det dog ikke om at indkassere penge til statskassen men om at højne trafiksikkerheden i landsdelen.

Det er Liberal Alliances Leif Mikkelsen dog lodret uenig i:

- Det er jo tydeligt, at det er en pengemaskine, og at politiet skal holde sig skjult, sådan at man ikke opdager, at det er der, siger han her til aften til TV MIDTVEST.

- Jeg er rigtig ked af, at folk har den opfattelse, for formålet er at skabe sikkerhed og ikke nidkær for at få flest mulige bilister blitzet, lyder det fra Henrik Glintborg, leder af Færdelsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Se mere i vores udsendelse 22.25:

2:04
Antallet af af fart-sager, der havner i retten er stigende