Flere jobs i det midt- og vestjyske

Stigning i efterspørgsel på arbejdskraft i Midt- og Vestjylland.

Der er kommet godt gang i efterspørgslen på arbejdskraft i Midt- og Vestjylland. I hvert fald hvis man bedømmer ud fra, hvor stor efterspørgsel på arbejdskraft, jobcentrene oplever.

- I januar har vi fået 46 jobordre ind - altså virksomheder, der har kontaktet os direkte og spurgt, om vi kunne hjælpe med at finde en medarbejder. Sidste år havde vi kun 28 jobordre i januar, forklarer Susanne Nielsen, der er afdelingsleder i jobcenter Ringkøbing-Skjern til DR P4 Midt & Vest.

Jobcentrene i Ikast-Brande, Herning, Viborg, Skive, Struer, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner gik for halvandet år siden sammen i det, de kalder Alliancen.

Det gjorde de for bedre at kunne hjælpe hinanden med at finde kvalificeret arbejdskraft på tværs af kommunegrænserne. Alle otte kommuner i alliancen kan mærke den stigende efterspørgsel.