Flere hushandler giver håndværkere arbejde

Efter der er kommet gang i husssalget, stiger efterspørgslen på håndværkere, der skal sætte husene i stand.

211015Toemrer.jpg

Der bliver solgt flere boliger i Danmark, og det skaber arbejdspladser i byggebranchen.

Ifølge Dansk Byggeri er der blevet skrevet under på 46.100 slutsedler over hele landet, det er der 6.800 flere bolighandler end for et år siden.

Fremgangen sker over hele landet, og det er godt for håndværkerne, der skal renovere huset efter både sælgers og de nye ejeres ønske.

- Når huset skal sælges, bliver stakittet ordnet og gulvet slebet, så det tager sig ud fra sin bedste side, og når prisen er forhandlet på plads, så bestiller den nye husejer igen håndværkere til at male eller sætte nye vinduer i. Så det er klart, at jo flere bolighandler, der kommer i hus, jo flere arbejdspladser genererer det ude hos de håndværksmestre, der arbejder for private. Og samtidig har boligJob-ordningens fradrag uden tvivl også været med til at sætte gang i flere boligprojekter, siger adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

I 2010 var 53.900 beskæftiget i byggebranchen, men det tal forventes at stige til 60.000 i 2016.

- Det er et godt eksempel på, at det skal gå frem på arbejdsmarkedet, før end det går fremad i byggeriet. Årsagen, til at vi ikke ser en større fremgang i beskæftigelsen, er, renoveringen af almene boliger falder, men fremgangen på det private marked opvejer altså den tilbagegang og lidt til, siger Lars Storr-Hansen.