Flere holder ferie i vestjyske sommerhuse

Vestkysten er danskernes foretrukne sommerhusdestination, når det gælder sommerhusudlejning.

Sommerhuse.jpg

Flere end nogensinde ser ud til at vælge at holde ferie langs den jyske vestkyst. En ny undersøgelse fra sommerhusportalen cofman.com viser, at den nuværende sæson ser ud til at blive den bedste nogensinde. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Sommerhusene langs den jyske vestkyst er blandt dem, som danskerne lejer allermest. Ringkøbing-Skjern Kommune er sammen med Løkken og Varde de mest populære sommerhuskommuner i Danmark.

I Ringkøbing-Skjern er særligt Hvide Sande og Ringkøbing blandt turisternes favoritter. Begge steder ligger på top 10-listen over de mest udlejede sommerhusdestinationer.

Tendensen er generel i det midt- og vestjyske, som står for omkring halvdelen af alle sommerhusudlejninger i landet. Sjælland og Københavnsområdet står kun for 13 procent.

Det er dog klart Løkken i det nordligste Danmark, der topper listen som det mest populære sted at tage i sommerhus.

Statistikkerne er lavet af Cofman, der er nordens største sommerhusportal. De har indsamlet data, der bygger på danskernes sommerhusvaner. Tallene medregner ikke udenlandske turister.

Som en årsag til den stigende udlejning peger Cofman på det solrige vejr, der præger Midt- og Vestjylland i øjeblikket. Samtidig ser vejrprognoserne for resten af sommere gode ud, og Cofman forventer, at sæsonen slår sidste års rekord.