Flere dropper ud af efterskolen

Frafaldet på efterskoler er fordoblet på 22 år. Det viser en ny undersøgelse.

Efterskoleelev Salling Efterskole

Frafaldet på efterskoler er fordoblet på 22 år. Det viser en ny undersøgelse.

En ny opgørelse fra Efterskoleforeningen viser, at 12,1 procent af eleverne på landets efterskoler enten bliver bortvist eller selv vælger at droppe ud af deres efterskoleophold. Det er en fordobling siden 1993, skriver Kristeligt Dagblad.

Nederlag for den unge

Efterskoleforeningen, flere forstandere og ungdomsforskere mener, det er et problem for hele efterskolekulturen. I stedet for at få en oplevelse for livet ender hver tiende med at få et stort nederlag. Det strider stærkt mod hele efterskole-tanken om et skoleår, som er særligt dannende for den unge.

Ofre for egen succes

Som en af forklaringerne på det store frafald mener Efterskoleforeningen, at skolerne nu er ofre for deres egen succes. Elevtallet er steget fra 18.000 til 27.000 på 22 år, og flere af eleverne kommer ikke længere kun fra områder med stærk efterskoletradition som i fx Midt- og Vestjylland.

Efterskolerne er i færd med at glemme en række kerneværdier

Flere af eleverne har ikke gjort sig tanker om, hvad efterskoleåret indebærer, og hvad der kræves af dem for at få et godt år. Når så problemerne opstår, er forældrene dårligere til end tidligere at få den unge til at kæmpe for at lykkes med sit ophold. Forældrene føjer ganske enkelt deres børn mere i dag, skriver avisen.

Markedsføring fylder

Tilde Mette Juul fra Center for Ungdomsforskning har forsket i efterskolekultur, og hun mener, at efterskolerne i dag tilstræber sig på at ligne det øvrige skolevæsen med større vægt på boglige kompetencer, og markedsføring fylder mere og mere på bekostning af tidligere værdier:

- Efterskolerne er i færd med at glemme en række kerneværdier i kampen om elevernes, forældrenes og politikernes gunst. Første skridt mod at nedbringe de alarmerende frafaldstal er at værne om de værdier igen, siger hun til Kristeligt Dagblad.